Om at være 90 år, glemsom og leve i nuet

Den 19. februar blev min kæreste mormor 90 år (jo, jo hun lever stadig i bedste velgående)  -  "90 år", det er jo helt vildt og vildt gammelt også, eller er det? Vi bliver jo ældre og ældre og nogen siger at vores generation bliver 110 år dvs. min mormor vil have 20 år igen... lad lige den stå lidt...

 

Kagerne til min mormors 90 års fødselsdag

 

Min mormor er en skøn kvinde og meget vellidt, hvorfor der også var mange der kom forbi for at fejre hendes store dag, på Betaniahjemmet, en søndag eftermiddag i februar. Alle lige fra oldebørn til nevøer og niecer kom og så selvfølgelig hendes gode veninder "Rolator Banden", som alle er over 90 år (den ældste 97 år). De er alle friske, sjove, fulde af historier og meget smukke kvinder, præcis som min mormor  -  Min mormor har bare lige en ting mere, end hendes veninder, hun er har nemlig demens og husker derfor ikke så godt. Og hun er ikke den eneste, for det har ca. 85.000 andre danskere også, de fleste ligesom min mormor fordi de bliver gamle, men der er desværre også yngre mennesker der får Demens eller Alzheimer.

Min mormor sammen med rollator-banden og hendes nye båthorn og sidespejl, hun fik af os (min kusine og jeg) i fødselsdagsgave. 

 

Uge 10 er demensuge "HUSK LIVET" , i den forbindelse har TV2 fokus på Demens og Alzheimer. Søndag aften så jeg filmen "Still Alice" en helt fantastisk film, om en kvinde der i en tidlig alder får Alzheimer. Jeg kan godt forstå at Julianne Moore fik en Oscar for sin rolle som Alice.... Jeg blev meget rørt, måske fordi min mormor har Demens og jeg kan se hvordan det påvirker både hende og ikke mindst dem omkring hende. Hvis du ikke allerede har set filmen kan jeg stærkt anbefale dig at se den - her er et link til en trailer hvor "Alice" holder en meget gribende og rørende tale, om hvordan sygdommen påvirker hende, ændre hendes liv, hvordan det føles at miste hver eneste dag og hvorfor det er så vigtigt at leve i nuet og nyde det. 

 

 Min dejlige glade mormor, med en af hendes veninder - se lige det smil

 

Når nu min mormor skal have Demens, så har hun det nok på en meget "fin" måde  -  Hun er hverken sur eller agressiv og hun ved stadigvæk godt hvem vi er. Min mormor bliver ALTID glad, når vi kommer for at besøge hende, selvfølgelig kan hun godt være ked af det, træt og til tider forvirret, men jeg kan se på hende at hun elsker vores selskab og at det gør hende godt og glad, også selv om hun ikke kan huske vi har været der, hvis vi kommer igen en halv time senere.

 

Det at se hvordan hun lyser op når vi siger "Hej mormor", betyder alt og er hele besøget værd - Selvfølgelig har hun udfald i løbet af en samtale og stiller de samme spørgsmål igen og igen. Men hun er tilstede lige nu og lige her og hun er glad.

 

 Læg nu mærke til udstyret på hendes rollator :) båthorn og sidespejl, hun er uden tvivl, plejehjemmets sejeste motorbølle

 

Jeg ved godt at det kun er et spørgsmål om tid, før hun ikke kan huske os mere og det bliver hårdt og vil gøre ondt. Vi ved jo ikke helt hvad der sker, hvad hun tænker eller hvad hun føler - forskningen siger at hjernen skrumper ind - men bliver der så helt tomt eller er der stadigvæk tanker og følelser? Den uvished skræmmer mig nok mest.

 I tæt dialog med hendes yngste barnebarn Ida - skønt at se hvordan børn bare konnecter med ældre mennesker og omvendt

 

Min mor synes det er helt forfærdeligt at min mormor har Demens og skrumper mere og mere. Hun ønsker på ingen måde selv ende sådan, det gør jeg da heller ikke, det er jo en forfærdelig sygdom. Men jeg synes faktisk det var værre, dengang hun var bevidst om, at hun ikke kunne huske og der var ting hun ikke længere selv kunne gøre. Dengang (som ikke er længe siden) brugte hun rigtig meget energi på at blive gal på sig selv og ked af det og flov. Jeg tror ikke længere hun er bevidst om det, for jeg kan se at hun er glad, lyser op og lever i nuet - og jeg ved at hun tænker på alle hendes gode minder og hun bekymre sig selt ikke om fremtiden - Faktisk er det jo lige det, vi alle stræber efter på et eller andet plan - men vi har ikke altid tid til det...

 

Men ja, gu' er det ydmygende at lægge ting mærkelige steder og sidde med underbukserne uden på sine lange bukserne, tisse i bukserne og meget mere og det er jo på ingen måde sådan vi ønsker at blive husket - Men det jeg husker min mormor for er hendes kærlige væsen, hendes gode humør, hendes papirtynde pandekager, hendes linser med vaniljecreme og sprøde krebinetter med kartofler og smørsovs. 

 

HUSK LIVET og lev i nuet - det gør jeg og jeg er taknemmelig for at have mulighed for at besøge min mormor mens hun endnu kan huske hvem jeg er.

 

Hun havde en skøn dag, det er der ingen tvivl om 

 

 

 

 

Udstyret tjekkes ud - måske der både er en ung og ældre der er lidt misundelige...

 

NB: For et par måneder siden, da min mormor stadigvæk var meget bevidst, men alligevel gjorde mærkelige ting, synes hun det var så pinligt, at jeg en dag skulle hjælpe hende af med hendes uderbukser hun havde taget uden på bukserne og på med sokker på hendes hævede fødder - kiggede jeg på hende og sagde grinene "Mormor, tænk på hvor mange gange du har hjulpet mig med med at tage sokker og sko på, nu det "payback time" og min tur til at hjælpe dig" - heldigvis grinede hun også bare og gav mig ret.

Please reload

Aktuelle opslag

Kæmper for stressfrihed...

April 26, 2017

1/10
Please reload

Nyeste opslag

October 11, 2018